Niki Antivakis ny seniortræner i Fjordager
Niki Antivakis tiltræder som seniortræner i Fjordager If.
Det er med stor glæde, at Fjordager If Fodbold kan meddele, at en rutineret fynsk fodboldprofil tiltræder som seniortræner i Fjordager If.
Niki Antivakis indtræder i trænerteamet for Fjordagers 2 bedste seniorhold. Klubben videreudvikler konceptet ”1 trup 2 hold”, hvor 32-34 af de bedste seniorspillere har træningsfællesskab og udgør bruttotruppen til 1. holdet, som har en klar målsætning om oprykning til Albaniserien i den kommende sæson samt U23 holdet, der spiller for oprykning til Serie 2.
Trænerteamet består herefter af cheftræner Michael Bjørn Nielsen, træner Tim Jensen, træner Niki Antivakis og målmandstræner Rasmus Kirk. Derudover er der tilknyttet fysioterapeut og holdledere til truppen.
Niki Antivakis vil få ansvaret for U23 holdets kampe, og det er en træner med stor fodbolderfaring – både som fodboldspiller og træner - som bliver en del af trænerteamet. Niki har som aktiv spiller fra 1981 – 2011 spillet i klubber som OB, B1909, OKS, B1913, Næsby og Dalum, og han har over 250 divisionskampe på cv’et. Trænermæssigt har Niki blandt andet været assistenttræner for B1909’s hold i Danmarksserien og Albaniserien, og han har også skabt gode resultater som ungdoms- og ynglinge træner, herunder som U16 vest træner i Næsby og senest som U19M træner i FIF/B1909. Teorien er også på plads, da han er uddannet DBU T-træner og har DBU B trænerlicens.
Niki Antivakis er 40 år, og arbejder som produktionsteknolog hos Lindø port of Odense. Han bor i Odense N sammen med sine kone og 2 børn.
Niki Antivakis udtaler om valget af Fjordager; ”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af udviklingen i Fjordager. Klubbens koncept omkring seniorbruttotruppen giver nogle spændende muligheder, og Fjordager har et stort potentiale, som jeg gerne vil være med til at udløse. Fjordager har nogle klare målsætninger, og jeg er helt sikker på, at jeg sammen med mine trænerkolleger vil kunne bidrage til, at vi når næste skridt”.
Cheftræner Michael Nielsen glæder sig over tilgangen af Niki Antivakis og siger; ”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Niki. Han har en rigtig god profil i forhold til vores trænerteam, og det arbejde, der ligger forude. Vi arbejder stenhårdt på at udvikle vores seniorhold og konceptet 1 trup 2 hold. Vi vil rigtig gerne skabe et dynamisk og udviklende miljø for vores spillere, og sportsligt har vi ambitioner om at nå højere. Her vil Niki helt sikkert blive en stor hjælp.”
Fjordagers formand, Tony Hamilton, er stolt over, at Niki Antivakis har valgt trænergerningen i klubben; ”Vi har fulgt Niki de seneste år, hvor han har skabt rigtig flotte resultater som træner for vores FIF/B1909 hold. Han har både en stærk spillemæssig baggrund og en god trænererfaring. FIF har ambitioner om at videreudvikle vores seniorafdeling, og vi vil rigtig gerne rykke op med vores 2 bedste mandskaber. Derfor er det en stor glæde, at det er lykkedes at tilknytte Niki som træner. Det er vi stolte af, og vi ser meget frem til hans samarbejde med den øvrige trænerstab.”
Hvis der er nogen, som synes at Niki’s efternavn lyder bekendt, så er det ikke uden grund. Hans far, Spiros Antivakis, er en legende i fynsk fodbold, og har i halvfjerdserne trænet klassespillere i Fjordager. Senere blev han træner i B1909, hvor han blandt andet var assistenttræner under Richard Møller Nielsen. Fjordager er derfor ikke fremmed for Niki, da han som dreng boede næsten som nabo til FIF’s baner. Han siger selv, at han flere gange sammen med sine kammerater er blevet sendt væk fra opvisningsbanen, der var rigtig god at træne på. Specielt hegnet bag den ene mål sikrede, at der ikke skulle løbes for langt for at hente bolden, når man enkelte gange ramte forbi kassen.